Alt for mange mennesker lever med svære senfølger efter en hjernerystelse. Jeg har selv tæt på fulgt et forløb, der har gjort indtryk på mig, og som er en af grundene til, at denne sag står mig særligt nær. At se et menneske have et aktivt arbejdsliv, familieliv og energi og på få sekunder miste det meste af det, gør noget ved en. Og desværre er historien ikke enestående.

Mange fortæller, at de bliver sendt rundt i systemet, uden at nogen tager ansvar for hele forløbet. Det sker i en periode, hvor man er allermest sårbar og har brug for tryghed og en klar plan. I dag mangler der en fælles indgang til hjælp og specialiseret behandling, og alt for ofte går der for lang tid, før man får den rette vurdering og behandling. Det slider på både helbred, familieliv og arbejdsliv.

Det kan og skal vi gøre bedre i Region Syddanmark.

Derfor ønsker jeg, at vi etablerer hjernerystelsesklinikker. Klinikker, hvor man bliver mødt af et tværfagligt team, får en individuel behandlingsplan og et klart og sammenhængende forløb fra start til slut. Et sted, der tager ansvar hele vejen, så ingen længere bliver tabt mellem stolene.

Det handler om at sætte mennesket før systemet. Om at give både børn, unge og voksne den rette hjælp i tide, så en hjernerystelse ikke udvikler sig til et langt og opslidende sygdomsforløb, som kunne være undgået.